FAKE IT – Din online identitet er guld værd

Jeg kunne ikke være mere uenig
Jeg har modtaget et anmeldereksemplar af ovennævnte bog, men der fulgte også en beskrivelse af bogen med – og det var nok for mig. Det bliver ikke til en anmeldelse herfra, men blot en holdningsytring som er i skarp kontrast til forfatternes mission.

Bogens indfaldsvinkel er, at vi som brugere afgiver data, og dermed lægger guld i armene på tjenester som Facebook. Den afgivelse af værdi synes forfatterne vi skal passe på, og faktisk sætte os i mod og værne om. Ved, som titlen angiver det, at fake vores tilstedeværelse, så online tjenesterne ikke løber med guldet.

Man ak. Der har til dato ikke manglet et får fra flokken af de Facebookbrugere der gennem de seneste 5 år har afgivet deres informationer. Der er ingen der er blevet fattige på guld, fordi andre er blevet rige på guld. Den største forskydning i verdensorden har nok været, at singlefyre ser annoncer med russiske købekvinder, og kvinder ser annoncer med slankemidler og hairextensions.

Råb ulv nu, og den gode udvikling bremses
Der kan råbes ulv, men jeg kan kun se skade forbundet med at gøre folk angste overfor den udvikling, som på mange måder kan beskrives, som den måde det er meningen internettet skal fungere. Internettet skaber transparens, og profiler med egne navne og ægte data støtter og forstærker den transparens, som er givende. Den falske del af nettet, var den mest nederen del af 00′erne, og vi er omsider på vej væk fra brugernavne som LoLgirl999 og KBHgizmo78.

Det er sandt, at virksomheder med øget data-afgivelse kan regne deres målgrupper bedre ud, og flirte med dem fra nye vinkler, men det er stadigvæk ikke en science fiction film, hvor virksomheder kan trække mine penge op af lommen mod min vilje. De kan blive bedre til at flirte med mig, hvilket er helt fair, og jeg ser det faktisk som noget positivt at blive flirtet med af virksomheder der har relevante produkter.

Jeg stoler helt og holdent på, at ingen kan stjæle fra mig, fordi jeg fortæller Facebook at jeg bor på Amager, er single og har hang til både jazz og rapmusik. Hvis data-afgivelsen leder til ufine tricks, så bliver forbrugerne reddet af den selv samme transparens. Vi kan som forbrugere lægge ALLE virksomheder ned, hvis vi får en grund til at gøre det.

Forbrugerne skal være glade – ikke angste
Det forekommer mig alt for ironisk at høre et signal om at forbrugerne skal mærke angsten, og passe på hvor vi er på vej hen, når jeg på mine foredrag om sociale medier fortæller til virksomhederne, at spillet er tabt. Det er forbrugerne der har magten på grund af den indbyrdes forbundethed i samfundet.

Hvis en virksomhed løber om hjørner med blot en enkelt kunde, så har de et problem på sociale medier før ledelsen kan nå at taste ordet krisemøde i emnefeltet på en email. Det er faktum. Derfor giver det meget lidt mening at råbe ulv, for hvis ulven krummer så meget som en uldtot på et af fårene, så er den fuldstændig færdig.

Det halter med præmissen
At se på vores data som endelig og fast størrelse, hvor vores bunke af guld bliver mindre, hvis vi deler ud af den, og gør Googles og Facebooks bunker større er forkvaklet. Faktum er jo, at jeg ikke giver mine data, men jeg deler mine data. Derved taber jeg ikke noget på, at gøre andre rigere. Min holdning er tværtimod at begge parter bliver rigere.

Jo mere mine webtjenester ved om mig, desto bedre bliver min brugeroplevelse. Både i tjenestens kerneydelser, og så i tillæg på annoncefronten. Der er stort set ikke andre elementer af den sag, så jeg kan ikke se, at det regnskab kan falde negativt ud set fra min side.

Ned med ligusteren og på med ja-hatten
Alt for nu. Jeg gør måske forfatterne kede af det, men jeg føler allerede, at jeg har givet for meget opmærksomhed til en bog som efter min mening ikke skulle være skrevet.

I 2011 skrev jeg også om disse tanker. Dengang handlede det om at lukke sin facebookkommunikation af, og det blev til Min Facebook har ingen ligusterhæk.