Dermed er der ikke meget “moderne” over De Moderne Olympiske Lege

Nyhedshandlere har det hårdt
De arrangerer sport som bliver til nyheder. De nyheder bærer de så videre til (primært) TV-seere – og (sekundært) publikum. Det tjener de deres penge på, så legene kan hænge økonomisk sammen. Men kan du se problemet med at de giver varen til publikum, som så via sociale medier giver varen til tv-seerne?… så kan den samme vare ikke sælges to gange. I hvert fald ikke til samme pris.

Lysten til at se sammendrag fra atletik om aftenen kl. 23.00 daler drastisk, hvis alle resultater og finaler har været rundt på de sociale medier hele dagen, fordi publikum har optaget dem. Dvs TV-stationerne kan opleve, at de har meget sløje seer-tal, på en vare der sandsynligvis er meget dyr.

Med sløje seer-tal daler tilmed sponsorpengene – trods de i dette år nok er betalt.

Der er også strenge retningslinjer lagt på deltagerne. Det er samme grund. Hvis deltagerne beretter fra legene via sociale medier (og hvor kunne det være fedt hvis de gjorde)… så gad vi som nyhedsforbrugere slet ikke se TV.

Da ville Burger King sandsynligvis hellere sponsorere den enkelte atlet (eller måske flere) for at sende materiale, end de vil lægge en kæmpe bunke penge for at sponsorere hele olympiaden. Sammenhængen mellem Burger King og sport må du selv finde. Det var bare et eksempel. Bottom line… IOC handler med nyheder, og nyheder er blevet en vare man kan få gratis. Derfor er de rigtig meget på røven i år, og om 4 år måske i dyb dyb krise.

Men hvordan så?
Forretningsmodellen som (måske) kunne virke, ville være hvis atleterne betalte en meget stor sum for at være med, og så havde frit slag til at gå i markedet og finde sig sponsorer. Havde frit slag til at broadcaste og engagere via alle tænkelige platforme. Da er IOCs indtægtskilde sikret, så legene kan realiseres og afvikles, og så er opgaven med at bære nyheden videre er atleternes – finansieret af de sponsorer som selvfølgelig stadig gerne vil lege med.

Men en så stor omvæltning i forretningsmodellen er måske for stor en kamel at sluge inden legene i 2016. Men sandsynligheden for at 2016 bliver en økonomiske katastrofe er temmelig høj. Så kan man aflyse legene i 2020, og atter genrejse sig i 2024, i en forretningsmodel der kan virke, som De Moderne Moderne Olympiske Lege.

—-

Se også interviewet om klassiske medier på sociale medier

Læs også: Hvordan ændrer jeg fødselsdag på Facebook?

I omegnen af 20% af mine venner lagde lykønskninger på min væg, og så fik jeg to sms-forespørgsler på hvorfor min fødselsdag havde rykket sig. Enkelte gik til væggen for at nævne, at de godt vidste datoen var forkert, men det samlede billede var klart.

Vi behøver ikke huske hinandens fødselsdage, for den klarer Facebook. Det er som med mobiltelefonerne, der, med indbygget adressebog, afskaffede behovet for at huske på folks telefonnumre.

Gamle venner
Observation nummer et blev, at folk der burde kende min fødselsdag, ikke nødvendigvis fattede mistanke. Skolekammerater der har fejret mig i klassen, venner der har været inviteret til grillpølser i gården, og folk der har set både EM- og VM-slutrunde kampe på storskærm ved mine fødselsdagsfester anede ikke uråd over at jeg var ca en måned tidligere ude i år.

Nye bekendte
Observation nummer to blev, at folk jeg aldrig har haft direkte facebook-kommunikation med benyttede anledningen til at hilse på. Det synes jeg er en overordnet positivt tendens, men jeg kunne ikke selv finde på det. Jeg sparrer mine lykønskninger til dem som jeg virkelig kender godt, således at det er noget særligt. Andre spreder glæden og lykønsker snarere alle omkring dem. Her ligger noget lære om, hvordan vi som mennesker er forskellige – og den slags er jeg ikke sen til at putte i rygsækken.

Til sidst vil jeg gerne høre om du lykønsker løs, eller om du gemmer lykønskninger til særligt udvalgte.

Hvorfor er datoen forkert?
Jeg skulle teste om man overhovedet kunne ændre fødselsdato, fordi der er mange børn under 13 der i forbindelse med oprettelse af konto, må angive en forkert fødselsdato. I hvert fald i forhold til fødselsåret. Jeg testede om jeg kunne ændre min, og det kunne jeg, men Facebook har så – ikke overraskende lagt et lille dæmpende lag på muligheden for at ændre igen og igen. Jeg kunne ikke ændre tilbage, og så måtte den stå ved magt. En slags magt i hvert fald.

Sparer du lykønskninger op, eller deler du ud?

Efterdønningerne fra landsholdets Twitter-sag er ved at have lagt sig. Jeg synes den bliver overskygget af IOC og deres regelsæt for både deltagere, akkrediterede og senere også publikum.

Lad Morten Olsen bestemme over spillerne, mens de er i kamp. Hvis det inkluderer Twitterforbud på værelserne om aftenen giver det stadig mening i min verden. Fokus skal være på konkurrencen, og det inkluderer udstukne rammer fra træneren.

Faktum er at underholdning optages og deles med andre via de værktøjer vi alle er begyndt at udruste os selv med, i disse år mobiltelefonen og dens ret udmærkede kamera.

Så gik jeg rundt og regnede med, at der snart ville indfinde sig en anden virkelighed i de små tekstfelter på billetter. Formuleringer med mere åbenhed, og som var mere i kontakt med virkeligheden. Der kunne f.eks. stå “Du skal optage og dele denne koncert, og straks dele den med alle du kender..”, efterfulgt af oplysningerne om hvornår næste koncert finder sted.

Så ankom dinosaurerne i cirkus-IOC fra deres 4-årige vinterhi, med en episk grinagtig formulering i forbindelse med deres billetter:

“Images, video and sound recordings of the Games taken by a Ticket Holder cannot be used for any purpose other than for private and domestic purposes and a Ticket Holder may not license, broadcast or publish video and/or sound recordings, including on social networking websites and the internet more generally, and may not exploit images, video and/or sound recordings for commercial purposes under any circumstances, whether on the internet or otherwise, or make them available to third parties for commercial purposes.”

Reglerne er simpelthen strammet op. Including social networking websites and the internet more generally – og så endda ved et sportsarrangement!?

Skelsættende 2012
Det bliver i sandhed et skelsættende år både for IOC og for resten af verden. Vi er nået til et punkt, hvor befolkninger føler det som en menneskeret af de naturligste af slagsen, at dele sine oplevelser med andre, men hvor organisationer der ikke har tilvænnet sig virkeligheden, stadig holder på deres ret til at styre nyheds- og informationsstrømmene.

Jeg er sikker på at publikum står klar med telefoner og internetforbindelser som en flok økologiske køer, der skal på forårsgrønt græs, så det bliver i sandhed spændende at se nogen prøve at tøjle dem. At forbuddet bliver opretholdt nægter jeg at tro på. Det her er kun et spørgsmål om hvor sjovt det kommer til at se ud, med vilde køer og IOC-repræsentanter der kokser rundt for at styre showet.

“Well, if your logo looked like Lisa Simpson giving a blowjob,
you wouldn’t want anyone tweeting your stuff either.”
- Andrew Fong, arbejdsløs TechCrunch læser

Læs også: Sociale medier forbudt under London 2012

Markedsføring i gråzonen
Det afstedkommer en ændret adfærd i udtænkningen af markedsføringskoncepter, som sniger sig ind i gråzoneland, hvor bl.a. Forbrugerrådet ikke er fornøjede. En forbruger har nemlig krav på at vide det er en reklame – når det er en reklame. Faktum er dog at reklame nu langsomt men sikkert transformerer sig til en hybrid mellem oprigtigt ment anbefaling, og en anbefaling som fik lidt gave, præmier eller kontant afregning at gå på. Virksomheder står nemlig klar til at belønne folk for at tale om dem.

Lyt med i samtalen med Radio 24|7, hvor jeg sætter ord på tingenes tilstand.

Markedkræfter: Forbrugere vs Marketing
Oprigtigt talt mener jeg, at vi ikke kommer uden om mere af den slags markedsføring. Det er en virkelighed vi bliver nødt til at indse vil indfinde sig. Derfor handler det mest af alt om at stole på at forbrugerne vil tilvænne sig strømningerne.

Forbrugere og markedføringsfolk har siden sidstnævnte blev til et professionelt hverv påvirket hinanden i en stadig ongoing vekselvirkning. TV’et bliver opfundet, og marketing får den gode idé at sætte reklamer på. Seerne skifter kanal mellem programmerne, når de skulle se reklamer, men så rykker reklamerne ind midt i filmen. Seerne køber TiVo, og udelukker dermed reklamer, men ind kommer product placement i selve filmen.

Det samme gælder sociale medier. Facebook bliver populært, og ind kommer marketingdrengene. Facebookbrugerne holder op med at kigge i højre side, men ind kommer konkurrencekoncepter der lægger sig der hvor brugerne kigger. Brugerne bliver trætte af det, og holder op med at trykke like til hvad som helst, og ind kommer så de metoder vi ser komme alle vegne fra nu. Som nævnt i radioindslaget altså, at en virksomhed opsætter en aftale uden for Facebook, og beror sig på at dem der deltager selv kan finde en på Facebook og klare ærterne.

Reaktion mod firmaludere
Modreaktionen vi så med rimelighed kan forvente er, at det bliver ugleset at agere det vi i omklædningsrummet i fodboldklubben kaldte firmaluder. En bruger der pusher en virksomheds budskab for egen vindings skyld vil blive gennemskuet og skade sine relationer. For så at kunne fortsætte med disse principper må virksomhederne hæve belønningen, og på et tidspunkt kan det ikke længere svare sig.

Tilsyneladende er vi lige nu i en periode, hvor virksomhederne har trumfen, men bare rolig. Forbrugerne, og i dette tilfælde facebookbrugerne, svarer igen med ændret adfærd. Tilbage står forhåbentlig den ægte word of mouth markedsføring. Den hvor en bruger oprigtigt anbefaler en virksomheds produkter fordi de er awesome, og ikke fordi der vinding at hente.

Tryk på G-punktet, tweet eller synes godt om, tak.

Nu er DBU så ude med et total forbud fra EM-lejren, når det danske fodboldlandshold tager til Ukraine, og det kunne give anledning til endnu større ramaskrig herfra. Men det gør det sådan set ikke. Det giver på mange niveauer mening, at spillerne skal koncentrere sig om det, de er bedst til, og på lige fod med sms er Twitter og andre lignende kommunikationskanaler ikke passende når man skal i konkurrence.

OL er noget andet
Jeg ser OL som en noget anden størrelse. Livet i og omkring OL-byen er noget andet, konkurrenceforløbene er anderledes, og den enkelte individualist kan være spændende at følge i hele perioden OL varer.

Mit negative udfald på IOCs retningslinjer gik, og går stadig, på det faktum, at restriktionerne unægtelig er blevet født ud af en debat hos IOC om hvordan man holder nyhederne på egne hænder, så de kan kapitaliseres. Det er det aspekt af sagen, som jeg synes der er mest spændende, og også den del jeg synes der skal brydes op for, fordi vi alligevel er på vej ud af det århundrede, hvor nyheder var et råstof, som kun få havde adgang til at videreformidle.

Store nyhedsbastioner vil falde som følge af paradigmeskiftet i den globale kommunikation. Det kommer ingen uden om, men det hæmmer verdenssamfundet, at der kæmpes i mod den uundgåelige udvikling. IOC vil død og kritte holde på deres råstof, men det gavner ingen at vente 4 eller måske 8 år endnu, før de indser, at nyhederne er mere spændende, hvis det er atleterne der fortæller dem.

Landsholdet
Når så træner Morten Olsen og landsholdet stikker af sted for at spille ved EM, så er det ikke rigtigt sammenligneligt. DBU og holdet arbejder sammen som en enhed. En enhed som ikke ses tilsvarende hos IOC og alle deltagerne ved OL samt i øvrigt de akkrediterede. Til sammenligning er det UEFA der er fodbold EMs svar på IOC, og det er ikke dem der har bestemt hvad spillerne må. Det har Morten Olsen sandsynligvis været manden der bestemmer, og det er fuldt ud ham der bestemmer.

Jeg savner dog, at man tør undgå forbuddet, og så ellers bare lade diciplinen vise, at der trods tavshed egentlig ikke er tale om et forbud, men måske snarere et ønske fra trænerens side, som bliver efterlevet af spillerne, for gode holdspillere ved, at det er træneren bestemmer.

Bag kulissen
Se med her, hvor jeg havde fornøjelsen af at gæste radioavisen hos Danmarks Radios P1.

Hvad er Yelp?
Man bruger Yelp til at finde anmeldelser af restaurationer, barer, caféer, etc. som andre brugere har lagt, og så kan man selv bidrage til festen ved at lægge egne anmeldelser.

Herunder kan du høre Martin Thorborg byde dem velkommen, med afsæt i sin tid i USA fortæller han om Yelps værdi, og også hans forventning om at AOK og lignende danske services godt kan begynde at vende sig til tanken om at blive spillet af banen.

Den funktion som Thorborg nævner til sidst, er i den grad med i applikationen, og er efter min smag den sjoveste feature.

Besøg også yelp.dk

Jeg blev spurgt om at forholde mig tilsalget af Instagram, og jeg var kun kort tid forinden faldet over cinemagr.am. Som brugeren Thomas Bigum, og ikke i rollen som ekspert i sociale medier, kunne jeg straks mærke, at jeg syntes applikationen var sjov at lege med. Det er den stadig, og det er også sjovt at se andre brugeres resultater.

Den slags fornemmelse kan man ikke fornægte, så da jeg skulle afslutte instagram-interviewet med et bud på det næste store, så kunne jeg se cinemagram i spåkuglen.

Læs artiklen her: Næste milliardsællert.

Her ser du illustreret, hvordan Cinemagrams potentiale kan udnyttes.

Created with cinemagr.am

Nøglen til succes forbi rollen som en lille niche-applikation, er at få brugerne til at dele deres resultater på andre netværk, samt at gå i fælles netværk så der på selve cinemagram opstår et selvstændigt community. Det sidste formåede Instagram, og tegningen er der til lignende på cinemagram.

Spørgsmålet er måske mest om der bliver tale om rette tid og sted – krydret med den altid semi-tilfældige budrunde på, hvad som er den næste dille. Måske fanger det an. Bedøm selv.

Ojektivt set tager Instagram dårlige billeder
Jeg er selv storforbruger af Instagram, og kan heldigvis tale ud fra egen oplevelse, hvis nogen undrer sig over hvad der er så særligt ved det. Lad mig sprede lidt lys, og tale om foto-filtre på et halvdårligt telefonkamera som helhed holdt op i mod et digitalkamera i bedre kvalitet.

Se billederne her til højre (klik for at se i større).

Jo, jeg ville da have været glad, hvis jeg havde haft et bedre kamera med de dage, for større kvalitet i billedet som resultat, men det havde jeg ikke. Til gengæld havde jeg min iPhone, og er fuldt ud tilfreds med at presse den til det ypperste.

Når (stort set) alle folk på Instagram har samme fototeknisk udstyr til rådighed, er der jo en ganske fornøjelig sport i at forsøge at lave bedre billeder end de andre. Så konkurrerer man i det mindste ikke på udstyr, hvor vinderen er den der gider slæbe rundt på det ondeste arsenal af objektiver.

Ringer vi til battle på gonggongen vil den gå sådan her:

Telefonen fylder mindst: 1-0

Man har telefonen med alligevel: 2-0

Et digital kamera har bedre resultater,
og personer ser mere cool ud på billeder
fra godt kamera: 2-1

Filtrene hæver kvaliteten i billedet,
hvis vi ser på muligheden for at få mig
og vennerne til at se cool ud: 3-1

Med telefonkameraet og fotofiltrene lever af en applikation, kan billederne deles øjeblikkeligt: 4-1

… jeg har faktisk ikke flere scoringer til et digitalkamera, så kampen kan ligeså godt fløjtes af. Telefonkameraet med fotofiltre kan ikke røres, før digital kameraer får forbindelse til internettet, og samtidig bliver mindre. Man skal helst også kunne ringe fra sit kamera, så man ikke skal have to dimser med i byen, og så er vi tilbage ved firkant 1 -> telefonen.

Kærligheden omkring billedet, og ikke selve billedets kvalitet
Jeg elsker mit spejlreflekskamera. Jeg elsker dets resultater, men jeg synes det er sjovere at tage billeder til Instagram, som medlem af et community, hvor kærligheden til både de simple øjeblikke, og de simple motiver er større end gejlen ved dybdeskarphed og leg med ISO’en. Måske elsker jeg begge dele lige højt, men har accepteret, at det er to vidt vidt forskellige ball games.

Hvis man accepterer, at Instagram ikke handler om at nå maksimalt udbytte af photokunst, men om at opnå optimalt udbytte af de forhåndenværende midler (iPhone), samt glæden ved at dele, og anerkende andre der kan tage afsindigt smukke iPhonebilleder, så er det til at forstå, hvorfor Zuckerberg har betalt $1 pr. lortebillede.

Han har nemlig betalt for glæden omkring billederne, og for den kemi der er opstået brugerne i mellem via leg med forhåndenværende udstyr.

Følg mig på Instagram
user: thomasbigum

Læs også: 1 mio. downloads af Instagram

Pris 1 mia. dollars!?
Nogle kan undres over den pris, som i øjeblikket cirkulerer som den Instagram er blevet handlet til. 1 milliard dollars er immervæk en heftig sum penge, for en tjeneste som udadtil synes som intet andet end end applikation magen til så mange andre, der kan tage fotos, og ændre en lille smule på dem bagefter.

Facebook forsøgte eftersigende at købe Instagram i sommers, men fik afslag. Mit umiddelbare gæt, er et spørgsmål om værdifastsættelse af patenter, om end det er svært at finde kilder der bruger tid på at grave i den del – nu hvor alle tech-sites først og fremmest bruger krudtet på at fortælle, at opkøbet er sket.

Læs The New York Times der i august skrev kort om Facebooks forsøg på at købe Instagram:
Facebook Targets Instagram With Photo Filters

Jeg vender stærkt tilbage med yderligere inden længe.