Google Circles – nyt fra rygtebørsen
Skrevet d. 13. mar 2011 af Thomas Bigum i Google TendenserGoogle Circles er i følge kilder tæt på SXSW-messen i Austin Texas navnet på søgemaskinens udfordrer til Facebook. Projektet er mørklagt, men der slipper alligevel løbende informationer ud om hvad det er Google pønser på. Og ikke mindst OM de pønser på noget.
Det gik tidligere under navnet Google.me, og også navnet Loop har været på tale. Read Write Web skriver fra SXSW, som er en messe hvor diverse medier flasher deres crossover tiltag, at Google lige nu er klar til at lancere. Selv annoncerer Google helt officielt, at de ikke har planer om at lancere nogle nye produkter under messen. Meget peger i retning af de først har noget på hjerte til maj 2011.
Hvad er Google Circles?
Vi venter i spænding, men hvad kan vi forvente…?
Kampen om brugernes gunst i form af tid har Facebook sådan set en kæmpe føring i, men kampen om dollars fører Google fortsat. Den primære årsag er at den “sociale” tid vi bruger på facebook er langt sværere at omsætte til indtægter, set i forhold til den tid vi bruger på Google, hvor vi ofte spenderer “forbruger”-tid. Når vi søger efter noget, er der nogen der vil betale for at blive fundet. Når vi hygger os, så kan nok så mange annoncører hoppe og danse i højre side af skærmen – uden vi ser det.
Af den grund kan Google måske tage det stille og roligt, men da vækstkurverne hos Facebook stadig er på vej opad, så er der grund til ikke at hvile på laurbærene. Måske en dag knækker Facebook koden, til hvordan de også kan få os i “forbruger”-hjørnet når vi er på Facebook, og så kan magtbalancen tippe meget hurtigt – da vi allerede bruger meget tid i det blå univers i forvejen.
Googles opgave er derfor at prøve at snige sig ind på Facebook. Vi har faktisk ventet længe, og mange ville gerne have set en udrulning af et stort og ambitiøst projekt, men udeblivelsen afslører at Google sandsynligvis indtager det lange og mere fredsommelige tråd i pedalerne.
Rigtig mange brugere af Gmail er allerede halvt inde ad døren til et socialt netværk. Hvis Google gør det muligt, interessant og spændende at connecte på samme måde som man kan hos Facebook – så er det kommet godt fra start. Rygterne om Google Circles peger også i retning af, at der nok ikke vil ske de store forandringer, men at de som vil ske, er i retning af det vi kender fra Facebook. Metaforisk sigter de vel efter at slå “cirkler” i sit netværk – givet at Read Write Web har ret i deres antagelser om snarlig lancering under det navn.