Facebook Places årsag til indbrud
Skrevet d. 11. maj 2011 af Thomas Bigum i Facebook Facebook Places TendenserUanset hvad vi foretager os i tilværelsen er der er en risiko for at der er indbrud i hjemmet, mens vi befinder os et andet sted. Et stort dansk forsikringsselskab advarer mod at bruge Facebook Places til at fortælle hvor man er, da der dermed er meldt frit lejde for indbrudstyve.
Men advarslen mangler substans efter min mening.
Nogen bliver nødt til at vide man er taget til Kreta af praktiske årsager. Man fortæller det jo også med glæde til kollegaer, så humlen er at fortælle det til den rigtige skare af personer. Da Facebooks overordnede model bygger på, at forsøge at være en digital fremstilling af det sociale netværk vi har i den virkelige verden, så er spillereglerne de samme som de altid har været. Lige så længe der har eksisteret rejseselskaber, og ligeså længe forsikringsselskaber har indgået væddemål med os, om vi med en forsikringspræmie i indskud tør vædde på, at indbruddet sker.
Facebook giver dig muligheden for nemt og bekvemt at indstille hvem der skal se dine indcheckninger. Under dine privatindstillinger trykker du ’tilpas indstillinger’, og her finder du rullemenuen illustreret på billedet nederst.
Den logiske indstilling vil være: “kun venner”, men hvis man har indlemmet lige lovligt mange løse bekendtskaber i facebookvennekredsen, da er en tilpasning det rette valg. Tryk her, og vælg ‘specifikke personer’, og gå så i gang med at fylde de mennesker på, som du alligevel ville fortælle du tager ud og rejse.
Det var sådan anbefalingen fra forsikringsselskabet skulle have lydt, men nu fik du den af mig.
Få svar på mange andre spørgsmål om facebook på min facebookside: Thomas Bigum på Facebook