Monitorering af sociale medier
Skrevet d. 22. jun 2011 af Thomas Bigum i Klout Monitorering TendenserMonitorering af de sociale medier er ikke længere til at komme uden om for virksomheder. Det er i korte træk den mest fornuftige kontramanøvre under alt den ramasjang der er opstået omkring web 2.0, Facebooks komme, og dermed forbrugernes muligheder for at spørge hinanden i stedet for at lytte til virksomhedens reklamer.
Hvis man har et brand, hvor folket kommer af sig selv, f.eks. pga. status- og symbolværdi, er der mange ting der helt pr. automatik skaber succeser på de sociale medier. Mens det er opgaven at lade være med at kaste sig ned ad væddeløbsbanen, for at gøre det samme som alle de andre, for de virksomheder der UMULIGT kan tiltrække flere facebookfans, twitterfollowers eller abonnenter på et nyhedsbrev fordi brand, produkt eller ydelse simpelthen er for usexet.
For en blikkenslager, et vagtfirma eller en producent af bilmåtter skal der ikke spildes kræfter på at tale på de sociale medier – men på at lytte. Disse virksomheder skal forstå, at de i livets store popularitetspil er tildelt en dårlig hånd, hvis banen vi spiller på er cocktailfesten vi kalder “De sociale medier”. Rottehaler, fregner, briller og bøjle. Der kommer kun meget få over og får en sludder med jer.
Beauty lies within
Ved at lytte på de sociale medier er det muligt at ramme markedet med den rigtige kontekst. Monitoreringsværktøjer kan gøre det muligt for blikkenslageren, at mingle ved cocktailfesten de steder i rummet, hvor nogen taler om et problem med en dryppende vandhane. Muligt at lade resten være og slå til med militærisk præcision der hvor behovet for tilstedeværelsen af en blikkenslager er.
Eller chancen for den flinke vagtmand:
– “Indbrud gennem kældervinduet. Fik stjålet en pc med alle billederne af børnene. De er mere værd for mig end maskinen. ØV ØV ØV”
– “Trist at høre. Statistikken siger, at indbrudssikre vindueshasper fra Silvan til 24.95 kan nedbringe risikoen for indbrud med 20%. Tyven vælger simpelthen et andet hus, når han ser dem. Dem anbefaler jeg alle mine kunder. Det bringer ikke dine billeder tilbage, men mit råd er at gøre investeringen.”
Har din virksomhed brug for rådgivning om monitorering af de sociale medier? Så tøv ikke med at ringe til mig.
Smukt med et omsorgsfuldt tip fra ejeren af et vagtfirma. Scenariet kan nemt lade sig gøre ved at overvåge ord som “indbrud” og “stjålet”, og så ellers bare gøre sit ypperste for at være flink.
Flinke mennesker skaber gode og tætte relationer. Relationer skaber omsætning i en web 2.0 tid, hvor man anbefaler sine venner det vagtfirma man bedst kan lide. Firmaet behøver ikke være det billigste, hvis de er de flinkeste.