5 råd om Branded Content i Sociale medier.
Skrevet d. 24. feb 2012 af Thomas Bigum i Content Marketing Gæsteindlæg Tendenser
Gæsteblogindlæg af:
Jesper Lindgren Hejlesen
Idemager og marketingspecialist
www.ideawise.dk
www.a1000ideas.com
5 råd om Branded Content i Sociale medier.
Content marketing er ikke nogen ny disciplin, men væksten i brugen er eksplosiv i disse år, og alt tyder på at 2012 kun vil øge virksomhedernes investeringer på denne front. Specielt det element af Content Marketing som man kalder Branded Online Content vokser, og et stort brand som Red Bull har, som en konsekvens af sociale mediers udbredelse og evne til at sprede branded content, satset hårdt på dette område.
At brande dit content er dog ikke noget man bare lige gør. Det handler ikke om at ansætte en journalist til at skrive løs og så smække dit logo i toppen af hver artikel.
Brandekspert Martin Lindstrøm har i årevis prædiket ”Trash your brand”.
Pointen er, at hvis du smadrer en Coca-Cola-flaske, vil du kunne identificere brandet – på et glasskår alene! Den tanke skal ind i branded content. Det er nok utopi at tro, at man kan indarbejde det i sprogets mindste dele, morfemer og ord, men når vi kommer op i sætninger, skal der kunne anes en tone, og et egentligt afsnit bør ikke efterlade læseren i tvivl om, hvilket brand der står bag.
Det forudsætter selvfølgelig at brandet i forvejen er kendt, men det handler om sproglig differentiering og ensretning, således kan du ikke sender branded content ud i de sociale medier, der har en anden tone end dine reklamer og rykkerbreve.
Vellykket content marketing forudsætter altså en helstøbt brandingplatform med en klart defineret brandessens, da det er selve brandessensen, der dikterer sproget brug og tone.
Så hvad gør du?
- Lav en liste over de ord og formuleringer, som dit Brands Essens ALDRIG vil kunne bruge, og ligeså over dem du bør prioriterer at bruge.
- Udarbejd en liste over emner som i ALDRIG kommenterer på, og ligeså en liste over emner hvor i VIL være til stede i de sociale medier, når det aktuelle emne er en del af den offentlige debat.
- Hvis du har et større firma, udnævn et ”sprogpoliti”, og giv dem kompetencerne til at være redaktører, ikke alene så sproget er korrekt, men at det også er brand essensmæssigt korrekt.
- Bruger du eksterne til leverandører på content, få lavet en brandmanual inkl. sproglinjer og lad den være en fast del af brief/kontrakt.
- Lav en test. Det er klart, at hvis du har et mindre dansk brand, vil folk ikke nødvendigvis kunne genkende brandet i din tekst, men få testet, hvad folk tror, det er for et firma, der har forfattet teksten, hvad der er firmaets brandessens, værdier og hvad det sælger. Så vil du få et klart svar på, om du er på rette kurs. Få i øvrigt også testet rykkerbreve og Facebook-opdateringer (JA, jeg skrev Facebook-opdateringer. Der er sikkert flere, der læser dem end dine artikler.).