OL på sociale medier

Der går hele 4 lange år mellem hvert OL, og årene siden Beijing i 2008 er i social media sammenhæng nærmest en hel epoke, der føles som langt mere end sølle 4 år.

I Danmark kan man med rette pege på 2008 som det år, hvor fænomenet sociale medier brød igennem, men der er nok ingen, der sætter OL i Beijing i forbindelse med den oplevelse de havde af Facebook det år.

Tal fra historiebogen
Det var i august 2008, at Facebook ramte 100 mio. brugermærket på globalt plan. Twitter havde et estimeret antal brugere på 6 mio brugere. Tallet er eftersigende 150 mio for Twitter nu, mens Facebook er 9 x så stort med sine +900 mio brugere.

Heller ikke i netværkstjenesternes hjemland kan man tale om egentlig erfaring med sociale medier koblet til et OL. I 2008 fandtes der muligheden for at vise hvem man var supporter af på Facebook. Det var en overgangsperiode inden fansider kom til i 2009. Man var begyndt at kalde dem fanpages i daglig tale, men det var ikke nødvendigvis virksomheden eller atleten selv, der stod bag. I Facebooks tidlige år skulle en virksomhed betale for at køre en kommerciel facebookgruppe, hvilket Victorias Secret og Apple benyttede sig af, og som nævnt var konceptet med facebooksider endnu ikke helt udklækket.

2008 – Ingen atleter i top 30 på Facebook
I maj 2008 var den største page/facebookside oprettet for ingen ringere end Barack Obama. På det tidspunkt var han endnu ikke præsident, men senere pegede man på hans kampagneindtog på de sociale tjenester som en del af nøglen til valgsejr november samme år. I dag har Obama knap 27,5 mio fans – dengang havde han knap 850.000.

Ingen atleter var i top 10 i maj måned, hvor Victorias Secret, Apple og kunstnere som Timberlake og Chris Brown huserede. Men det interessante i denne sammenhæng er, at svømmeren Michael Phelps ramte 1 mio mærket, under OL, og strøg med sine 8 guldmedaljer om halsen op til 2. pladsen af Facebooks topliste, hvor Obama stadig lå nr. 1.

Pip pip – det bliver vildere og vildere
Twitter var i praksis ikke-eksisterende i danskernes bevidsthed, men jeg erindrer, at det også var i 2008, at jeg hørte om Twitter for første gang via en ven der havde netværk i USA. Jeg forstod ikke tjenesten, men det fik jeg senere rodet bod på, og har skrevet Hvordan bruger man twitter?

Fagnørder har en målestok til Twitter, som ikke findes på Facebook. Den hedder tweets pr. sekund. Rekorden er 13.684 tweets i sekundet sat under Champions League finalen i år, hvor Super Bowl fra januar 2012 blev fravristet den rekord med mere end 1000 tweets pr sekund. Alle forventer at se den rekord slået under herrernes 100m finale i atletik. Måske allerede under finalerne i svømning.

Den internationale olympiske komite er uprøvede
Der findes ingen lignende twittertal for 2008, og Facebooktallene er grinagtigt små til sammenligning. Tjenesterne var dengang kun for de få, og havde ikke fat om det brede publikum. I praksis vil det sige, at det reelt set er første gang der skal være OL, mens den brede gobale befolkning har de sociale medier at kommunikere med. Både med hinanden og med atleterne vel at mærke. Hvis altså atleterne tør på baggrund af IOCs retningslinjer.

IOC har selv i skrivende stund 1.400.000 followers på Twitter og godt 3 mio fans på Facebook, og som jeg tidligere har skrevet (Sociale medier forbudt under OL), må vi regne med at en af grundende til de meget restriktive retningslinjer udstukket til atleterne, er at IOCs egne talerør skal udnyttes kommercielt. Som f.eks. i det store hub-site der er stablet på benene.

Her er atleternes talerør trukket ind, i noget der ligner et forsøg på at vinde publikum på “convenience”. Følg dem alle på samme sted, med os som værter, og tiltag såsom #askanathlete. Værdien for sponsorer ved at være med når IOC åbner for social media events med atleterne er større – hvis atleterne afskæres fra selv at suge al opmærksomheden til sig.

Jeg sætter popcorn over til spændende OL
… Og det er lige her, at mit OL bliver rigtig spændende. For der er nok alt for mange atleter og alt for mange ukendte hjørner i den olympiske by, til at mundkurve kan blive siddende på. Det skal nok give publikum med et website der samler alle twitterkonti og facebooksider, men internettet indtages i stigende grad via feeds, og der er umiddelbart ikke den enestående værdi i at koble sig til et feed fra IOC, der fortæller hvad der er i de andre feeds.

Det er for mig ikke et spørgsmål “om” der opstår sportslige skandaler på sociale medier. Det er kun et spørgsmål om “hvem” der vikles ind i dem. Hvem bryder retningslinjerne først, og hvem mærker først IOCs sanktioner. Hvilken mudderkastning bliver vi vidne til, og hvilke af OLs hemmeligheder siver ud til os via f.eks Twitter.

Jeg kan næsten ikke vente.
#merepopcorn